Gitz-Johansen – Qalipaasorsuaq – Den store maler i Grønland

 

Gitz blev i 1932 af polarforskeren Knud Rasmussen opfordret til at male den store Ø, Grønland, og menneskene i særdeleshed. Gitz var i færd med at forberede sig på rejse til Hawai, det var formentlig hans Gaugain-inspirerede kvindeportrætter, der lå bag opfordringen, som Gitz tog imod. Året efter var han på vej mod det daværende Sukkertoppen/Maniitsoq, Han skulle bo hos fiskemester Nielsen. Lidet anende, at det ville sætte hans følelser på kogepunktet. Fiskemesterbørnenes privatlærerinde, Vibeke Lindhard, måtte flytte ud af sit værelse for at give plads til maleren. De faldt for hinanden, selvom Gitz på det tidspunkt var gift og havde 2 børn i København. Vibs og Gitz blev gift på rådhuset i København i 1934 efter overvintringen i det nuværende Maniitsoq, hvor han fik tilnavnet Qalipaasorsuaq: Den store Maler. Det grønlandske folk, menneskene deroppe på den store Ø.blev et livslangt kærlighedsforhold, hvilket de mange portrætskildringer vidner om, menneskene der er den dag i dag også utroligt glade for hans kunst. Gitz og Vibeke “Vips” rejste i 1935 til det østgrønlandske Angmagsalik/Nu-Tasiilaq, hvor de overvintrede og fik deres første søn. Opholdet gjorde kunstnerisk et dybt indtryk på Gitz, menneskene her på østkysten var såkaldt mere oprindelige, levede meget som deres forfædre, også med troen, selvom de var kirkegængere. Gitz foretog siden mange rejser nordover. I Thule med Peter Freuchen, i Nordøstgrønland med Ebbe Munch og Eigil Knuth m.fl på Gamma Ekspeditionen, Nordbopladserne og byerne i sydvestgrønland: Siorapaluk og Upernavik i nordvest. Gitz var sidste gang rent fysisk i Grønland i 1948. Den såkaldte udvikling, der var sat igangsat af den danske regering efter den anden verdenskrig, huede ham ikke. Gitz`s billeder hænger i mange grønlandske hjem såvel som på museerne i Upenavik, Tasiilaq, Maniitsoq, Qaqortoq, Nuuk samt i kulturhuset “Katuaq” i Nuuk.

 

På Gitz`s 100 års dag satte Grønlands National Museum og Arkiv ved Emil Rosing udstilling op, delvis i samarbejde med Munkeruphus ved Mana Torne i Nordsjælland, hvor der også var en fin udstilling som markering af 100-års dagen den 20. august 1997.